Kopper og krus der står på hylde

Hvorfor du bør købe flotte tekrus og kopper til dit hjem

Tekrus og kopper er naturligvis nyttige, når du skal drikke te, kaffe eller andre varme drikke. Faktisk er de helt uundværligt i den sammenhæng! Men der er faktisk også mange gode grunde til at købe dem, når det kommer til indretningen af dit hjem. De kan nemlig både tilføje liv, sjæl og godt design til din tilværelse, og det er jo næsten lige så godt som varm te eller kaffe, ik’?

Tekrus fortæller en historie

Hvis du er typen, som tit køber en tekop rundt omkring, men sjældent køber et helt sæt, har hver eneste kop helt sikkert sin helt egen unikke historie. Du har måske én fra dengang, du flyttede hjemmefra, én fra din yndlingsgenbrugsbutik, én fra din fede interrail-tur og én fra da du simpelthen bare faldt over verdens sjoveste kop. Selv hvis du er glad for sæt i flotte designs, kan de sagtens stadig bære på deres egen historie. De fleste af os smadrer jo et krus eller to henad vejen, og så skal der alligevel købes nogle nye.

De sæt, du har købt på forskellige tidspunkter i dit liv, siger også noget om, hvor du var på daværende tidspunkt. Måske var du inde i en periode, hvor du bare elskede blomster og farver – eller måske havde du en mere simplistisk tilgang til tingene? Det er altid sjovt at følge sin egen udvikling, og du kan lære meget om dig selv ved at kigge på dine kopper fra forskellige tidspunkter i livet. Har du alle dine forskellige krus og kopper stående fremme, er de ikke kun dekorative og kønne, men også en påmindelse om, hvem du er, og hvem du engang har været. Derfor er de med til at fortælle alle dine mange historier, som du har med dig i rygsækken.

Tekrus er med til at skabe unik indretning

Hvorfor bruge tusindvis af kroner på dyre designting, når dine kopper og krus er både dekorative og sjove? Både dit køkken og din stue kan få et frisk pust, hvis du udstiller dine tekrus rundt omkring. I køkkenet kan du for eksempel udstille de flotteste på en hylde eller lade dem stå fremme i vinduet, hvor de giver et frisk pust til vores ofte lidt sterile køkkener. Køkkenet kan gøres til et langt hyggeligere rum, hvis vi for eksempel dekorerer med farvet keramik og planter. På den måde skaber du en fornemmelse af, at der er tale om mere end bare et køkken: at her er der faktisk tale om et hjem.

I stuen vil det ofte se flot ud at have dem i et vitrineskab, hvor de skaber farve og skævhed i rummet. Du tænker måske, at den slags hører til i køkkenet, men vi kan faktisk skabe original og nytænkende indretning ved at nedbryde vores fordomme om, hvordan boligindretning bør være. Du kan derfor komme langt med at bringe kopperne ind i stuen; de er måske første skridt på vejen imod et kreativt, nyt look til dit hjem.